Menu

Fin bold på nyslåede og nystøvsugede baner

image boldpiger på Stadion
Bent Jensen
27. maj 2017 kl. 21:17
1. kvinderne spillede en rigtig flot omgang fodbold

Fredag blev vore baner slået for 2. gang i denne uge. Der lå dog meget græs overalt, hvorfor kommunen lige skaffede en støvsuger fredag eftermiddag, hvorefter banerne blev kørt over og støvsuget.

Ja den er god nok. Meget fin service, så med friske streger fra vores fine kridtmand lørdag morgen, stod banerne hel nyfriserede og rene klar til lørdagens kampe.

 

Først spillede U16-pigerne i række 1, hvor vi stillede med et hold bestående af en U16 og resten U15 piger imod NFC.

Det blev til et ærgerligt nederlag på 1-2, men flot kæmpet af de unge piger.

 

Herefter spillede Herre 2 i Serie 4 imod Næstved FC 77. Vi kom hurtigt bagud 0-1. Efter ca. 20 min. fik vi dog udlignet, da Jonas Olsen tordnede en returbold i feltet om i det ene målhjørne.

Michael Olsen gjorde det til 2-1 inden pausen.

Kort ind i 2. halvleg fik Næstved dog udlignet, men på mål af Michael Olsen og Arian Omari vandt vi 4-2.

 

På Stadion spillede 1. kvinderne mod Vipperød. Foran ca. 60 tilskuere spillede pigerne noget af det flotteste kvindefodbold, vi har set i mange år på Vordingborg Stadion. Bolden blev spillet flot rundt, og man skabte den ene store chance efter den anden. Desværre var man også mester i at brænde disse. Det var ufattelig så mange gange, man ramte lige på målmanden, i stedet for bare lige ved siden af hende.

Alt det kun stod 1-0 til os ved halvleg, da Celine Dalsten i 3. forsøg sparkede bolden ind via den ene stolpe. Det kunne uden at nogen ville indvende noget imod have stået 6-0 til os ved halvleg.

Pigerne fortsatte det fine spil i 2. halvleg, og skabte igen masser af chancer. Vi skulle dog helt hen til det 70. minut, hvor Celine igen var på pletten til 2-0 efter oplæg fra Maria Sand.

Vipperød fik pludselig skabt lidt spænding ind i kampen, da et langskud gik ind ude ved den ene stolpe.

På yderligere to mål af Celine, begge igen efter oplæg fra Maria Sand, blev det dog til en sikker sejr på 4-1.

Rigtig, rigtig flot kamp af pigerne, der igen tirsdag d. 6. juni kl. 19:15 optræder på Stadion.

Celine køles ned i varmen efter sit 4. mål i kampen.

 

På udebane kan nævnes, at 1. herrerne desværre tabte 2-6 til Raklev.

Ellers kan nævnes vores U11 hold 2, der var en tur i Hellested og vandt hele 11-7. En målrig affære.