Menu

Der er ingen erstatning for sejr

image
22. september 2016 kl. 11:13
Referat af Veteran 2's kamp mod Nyråd

Da Holdleder for Vet2 Oluf vågnede denne onsdag morgen kl. 06.30, strakte sig, smaskede let og afklædte sig nathuen og sovedragten(den med de påtrykte små lyserøde bamser), var det første han tænkte på aftenens vigtige kamp mod Nyråd. Oluf havde stor respekt for Nyråd der for et par uger siden havde spillet 2-2 mod Vet1. Hvordan skulle kampen gribes an, og hvilke spillere var til rådighed fysisk og mentalt?.

Under morgenmaden( havregrød kogt på økologiske finvalsede havregryn tilsat mørke rosiner og rigelig mængde sukker og honning så den lettere kunne glide ned) gennemgik Oluf de 12 navne han med sin smukke skråskrift havde skrevet på sedlen (Ulrik, Brian og hjælpeholdleder Bent glimrede ved deres fravær). 12 navne ham måtte få til at fungere som en kampklar enhed, for der var ingen erstatning for sejr.

 

Da kampen fløjtes i gang kl. 18.03 har Oluf valgt (lidt uforståeligt for de mange trofaste vet2 tilskuere), at starte med Ole File på bænken. Kampen bølger fra start frem og tilbage og man mærker Nyråd er fulde af kampgejst og selvtillid oven på deres 2-2 mod selveste Vet1. Nyråd er mest på bolden og farligst. Vet2 har problemer med opspillet og producerer mange fejlafleveringer. Nyråds overtag i spil og chancer resulterer i  en 1-0 føring til hjemmeholdet ved halvleg, selv om målmand Chris, denne statelige mand havde flere fremragende redninger.

 

Oluf står over for nogle vanskelige valg i pausen. Hvordan skal han stabilisere holdet?.  Oluf kikker på bænken (hvor Ole File sidder) og dernæst på nærmeste tilskuer der er Henrik Frimann. Oluf overvejer et kort øjeblik, at bede Frimann skifte fra afslappet fritidstøj til spillerdragt bag nærmeste hyben busk, men gør det ikke. Vet2 har sin helt egen spillestil, hvor Frimanns store løbepensum og overblik måske ikke vil passe ind, hvorfor han vælger at sætte Ole File ind på højre back i stedet for Rene (der også trængte til en smøg).

 

Ved 2 halvlegs start er Vet2 som forvandlet. Olufs velvalgte disposition bære frugt. Vet2 får greb om spillet, Nyråd er i defensiven. Vet2 får tilkendt et fornuftigt straffe som Mikkel humpende eksekverer med sikkerhed til 1-1.

Morten Lynge Andersen der har spillet en fornem kamp på højre defensive midtbane, lægger en perfekt aflevering til Peter der tager et par gennemtænkte træk og klapper bolden ind til 1-2.

Og så kampens detalje. Hans, denne spurtende svømmefod, får tilkæmpet sig et frispark lige uden for feltet. Slagter Henrik skubber alle væk og lægger bolden millimeter præcist til rette. Opmuntrende tilråb trygler ham om at skyde direkte, men Slagter ved bedre. Slagter kender nemlig sin egen fine sparketeknik, og lægger en sublim aflevering ved fjerneste stolpe, hvor Jacob indfinder sig og smukt sparker bolden i net taget til 1-3.

Nyråd ville have været knækket på dette tidspunkt, hvis ikke Holse ønskede spændingen tilbage i kampen. Holse begår straffespark som Nyråd forvandler til 2-3 der lykkeligvis også bliver kampens resultat.

 

Efter kampen klapper Oluf sig selv på skulderen og ønsker sig tillykke med veludført trænergerning, og vælger helt i Bent Frederiksens ånd, at divertere med kølige bryg.

 

Chris og Hans får hver 3 stemmer. Tillykke.

 

Ref. Ole File