vif

Veteran 50+ i veritabelt FA-CUP Drama

Klubnyt
20. september 2010 - 11:43 af: Dan Møller Jacobsen

nu går vi da efter 1.pladsen........



Der var dømt drama for alle de 3 fremmødte tilskuere + 1 hund på Vordingborg Stadion da Veteran 50+ skulle møde det ubesejrede tophold fra Toksværd. Der var også dømt aldersforskel da Toksværd kun havde 2 spillere over 50, mens VIF vel kun havde 2 under 50... og den forskel kunne ses i løbepensum og kombineret med en meget nydelig Toksværd boldomgang med lifligt positionsspil, ja så blev det til et gevaldigt pres mod VIF - målet... HELE KAMPEN.
Men men... Toksværd havde ikke taget højde for den jern - og beton defensiv VIF kreerede på dagen, og mens Toksværd plejede deres nydelige positionsspil, så satsede VIF på hurtige og giftige kontra-stød.

1.Halvleg var pænt ensidig med Toksværd pres, men bag spillerne Kaj Larsen, Tim Flor, Spangdahl og Carsten stod stålsat i tacklinger og indsats, mens Ole Hansen snuppede hvad der kom i buret.
Midtbanen i form af den på dagen uhyggeligt løbestærke Bent Frederiksen, den velpolerede Schöne, den utæmmelige kampmaskine Rene Bøtkjær knoklede som gjaldt det Jesu genfødsel, og på toppen kæmpede Henrik Ekberg og Dan Jacobsen bravt for at skabe chancer som dog i 1. halvleg må betegnes som sporadiske fra VIF - side , men dette til trods holdt VIF 0-0 til pause, og det var med
nogen ængstelse at det trætte, men optimistisk hold gik til pause - teen.

2. Halvleg blev til gengæld mere åben - og dette i begge ender, Toksværd sad fortsat på spillet, men nu var VIF giftige i kontraspillet, og dette gav efter 15. min. og lidt brilliant verdensklasse ping-pong en helt frit - stående Henrik Ekberg chancen for at bringe VIF i front og han svigtede ikke... 1-0 og en lurende sensation. Spillet fortsatte på samme maner, og Toksværd kom nærmere, men det Ole Hansen ikke tog, det tog overliggeren, men skyerne trak dog mere og mere op om det heroisk fightende VIF-forsvar som til sidst måtte strække våben da et overlægger-skud gav en retur som var lige til at heade ind 1-1, og det lignede en kamp der gik Toksværds vej, men nej igen hev VIF lækkerier op af trylle hatten , og Schöne spillede Dan Jacobsen fri med en lækkerbisken, som blev behandlet efter fortjeneste, idet han afdriblede målmanden og lagde læderet sikkert ind til 2-1... Endnu engang lurede sensation, men på lægterne og banen var ingen sikre, for det var et massivt pres som Toksværd lagde. VIF holdt dog stand, og 2. min. før tid burde der være lukket og slukket da Dan Jacobsen opfangede en for kort tilbagelægning, men efter at have rundt målmanden skød han lige på en forsvarsspiller der havde stillede sig ind ved stregen.

Toksværd pressede fortsat, men nu struttede Kofoed, Kaj og Co. i centerforsvaret fuldstændig af selvtillid og pillede pynten af det modløse Toksværd-hold der måtte nive sig selv i armen, for at overbevise sig om at de rent faktisk var i færd med at tabe kampen.
Bent Frederiksen var ved at segne om af stolt træthed da slutfløjtet lød, og i omklædningsrummet var der liflig
FA-CUP-finale-stemning med klirende flasker og en helt igennem mere end godkendt verdensklasse-holdindsats.

Med sejren ligger VIF Veteran 50+ sensationelt i toppen, og der blev frejdigt og på dagen bemærket at "nu går vi da efter 1.pladsen"..... held og lykke