Klubnyt
8. oktober 2010 - 09:02 af: Mikkel Strange
Efter 10 minutters spil af anden halvleg viste skudstatistikken 18-1 til os og målmand Nanna havde rørt bolden een gang......
Sejren, der blev væk...
U 13 pigernes førstehold havde denne gang besøg af gruppens bedste hold, Rønnede. Vi har mødt dem 2 gange før i år og tabt begge gange. Første kamp kom vi slet ikke igang og hang efter hele kampen som blev tabt 4-1. Anden gang var vi bedst indtil pausen men mistede så luften og tabte 4-2. Denne gang skulle så være lykkens gang...
Vi havde desværre afbud fra den faste målmand Inge, men Nanna accepterede at tage handskerne for denne ene gangs skyld.
Lad det være sagt med det samme, vi spillede fantastisk. Alle kæmpede for alle bolde og de stærke Rønnede-piger kom slet ikke til fadet. Angreb efter angreb kørte frem og gang på gang kom vi til afslutninger. Adskillige gange kom der 3-4 kontraer efter afslutninger i deres målfelt. Efter 10 minutters spil af anden halvleg viste skudstatistikken 18-1 til os og målmand Nanna havde rørt bolden een gang efter pausen. Anna, Clara, Cecilie, Kathrine, Lise og Kristine havde haft chancer og gode afslutninger nok til at vi kunne have lavet 10 mål. At stillingen på dette tidspunkt var 0 - 1 var og er komplet ubegribeligt. Nogen vil mene at dette er fodboldens charme, men det er nok lettere at se når man står på den anden sidelinie.
Nå, men Rønnede scorede også på deres andet og tredie skud på mål, brændte derefter et enkelt skud inden de lukkede til 4-0 på deres femte afslutning. Så er det ikke nemt at holde humøret oppe, selv om det kaldte et smil frem, at pigerne, på en dag hvor alle markspillere havde slidt bagen ud af bukserne, udpegede den i store dele af kampen arbejdsløse Nanna til dagens spiller.