Når Liverpool går på banen i England plejer kampene at udmynte sig i et drama der ikke er velegnet for folk med svagt-slebne nerver. Ligeså er det med VIF's årg. 00 der spiller det ene drama efter det andet, og weekend opgør mod AIK 65 var ingen undtagelse.

Kampen startede med VIF dominans og det så fornuftigt ud, men efter 5. min. tog AIK over, og det holdt de stort set resten af halvlegen.
Det blev både 1, 2 og 3-0 før VIF-spillerne begyndte at vågne op, uden at være specielt overbevisende, men den første "smagsprøve" var et stolpeskud på frispark af Andreas Falster og lidt efter en reducering af Alexander P. 1-3 og pause.

Det var med nogen betænkelighed spillerne gik til 2. halvleg, for spillet havde ikke været godt - men det var også med erindringen om at man selv tidligere havde været ligeså langt bagud og hentet det og ugen forinden havde ført med det samme resultat og alligevel tabt, så det kunne lad sig gør... Og sørme så - spillet fik fart, kombinationerne flød, og specielt Alexander Petersens fløjspil imponerede. Ikke mindre en 4 gang lagde han flotte indlæg fra venstre-kanten, og 2 af gangene blev der kvittereret med en kasse... og vupti så stod det 3-3.



Højt humør og selvtillid prægede pludselig VIF, så det var lidt af en spand koldt vand spillerne fik da AIK i dette scenarie pludselig ud af ingenting bragte sig på 4-3...

Men Men... drama-drengene stopper ikke der. 

Et langskud fra Johan og et fælt målmandskiks fra AIK og så stod det 4-4, og så førte Alexander P. sig igen frem på venstrekanten med et sublimt indlæg som Jacob skravede i mål....5-4 og nu lignede det sejr, men et flot landskudsmål af AIK gjorde det til 5-5 og trods massivt VIF-pres til sidst endte det sådan.

Kampen som helhed et fair resultat.