vif

Klubbens historieUdskriv side

Historien:

Den første form for organiseret idræt i Vordingborg findes helt tilbage til omkring 1890. Her blev der oprettet en idrætsforening, der fik navnet ”Volmer”. I starten var ”Volmer” mest for ”de stærke drenge” i Vordingborg, idet det var atletsporten ( brydning og vægtløftning ) der dominerede.
Senere kom også fodbold til. Den nøjagtige dato / år for de første fodboldaktiviteter kendes ikke, et gæt må være sidste i 1890’erne. Og det skete før SBU ( Sjællands Boldspil Union ) blev oprettet.
Både ”Volmer” og Vordingborg Seminariums boldklub var nemlig med til at stifte SBU i 1902.
I 1903 optages nok en Vordingborg Idrætsklub i SBU: Vordingborg Kricketklub.

Stiftelsen:

Kricketklubbens levetid som selvstændig klub blev kun frem til 1904, da kricketklubben og ”Volmer” bliver slået sammen til Idrætsforeningen ”Frem”.
Stiftelsen af Idrætsforeningen ”Frem” foregik i det fri den 4. august 1904. Første formand blev Elv. Madsen.
Frem fik lov at låne seminariets idrætsplads, som lå ved ”Pølsehuset”, nu Kuskevej. Og kneb det med rekvisitter og plads til omklædning trådte seminaret også hjælpende til.
Udover fodbold var der  brydning, vægtløftning samt en tennisafdeling på programmet.
Der findes ikke meget materiale omkring stiftelsen, hverken i den skrivende presse eller ved protokoller fra ”Frem”, de første protokoller der er fundet stammer fra 1911.

1907: Frem når for første gang frem til finalen om Sjællandsmesterskabet mod Helsingør, som på daværende tidspunkt var dominerende i Sjællands fodbold..
I 1908 vinder ”Frems” 1. hold Sjællandsmesterskabet. Og succesen gentager sig året efter. Desværre er foreningens arkiv materiale for dette tidspunkt meget sparsomt, så  modstanderne i disse finaler kendes ikke.
1910: Efter den gode start for ”Frem” fulgte en stilstandsperiode. Spillere rejste fra byen, og blandt de tilbageblevne opstod der splid. Mange af medlemmerne var derfor med at til at oprette Vordingborg Fodsportsforening, som også havde fodbold på programmet.
1913: Vordingborg var for lille til for mange klubber - Fodsportsforeningen bliver opslugt i Frem.
1914: Sammenslutningen viste igen styrke og ”Frem” kvalificerede sig til finalen om Sjællandsmesterskabet, hvor man atter tabte til, ja, Helsingør.
1915-1917: Det var svært at dyrke idræt under 1. verdenskrig og ”Frem” kørte på lavt blus.
1918-24: Fodboldspillerne fandt sin plads på et sportsligt plan, der passede til byens størrelse. Man spillede stadig på seminariets plads, og selv om forholdene var over middel, var lederne dog klar over, at det var en midlertidig løsning. En forening af ”Frem’s” størrelse måtte stile efter egne baner.
1925: Foreningen opsiges fra seminariets baner med kort varsel og gældende fra den 1. januar 1926.
1926: Problemet løses, da kommunen køber arealet ved F. D. B. af Rosenfeldt og lejer det til ”Frem”. Stedet er der, hvor Vordingborg Godshotel på Marienbergvej i dag ligger.
1927: Den 17. august overgår Frem til navnet Vordingborg Idrætsforening.
1928: Den ny idrætsplads indvies med kamp mod B 1901, som  vandt 7-4. 
1929: Bryderne ”bryder” ud af VIF og opretter en selvstændig klub.
1931: Indvies klubhuset på den nye idrætsplads med en kamp mod B 1921, som  vandt kampen med 3-1.
1932: Økonomiske problemer. Byrådet og landsognet redder VIF med et flot tilskud.  
1934: Der oprettes nok en fodboldklub i Vordingborg, nemlig ”AIK VELO”.
1935: Boksning optages i VIF. Bokseklubben fik ikke en lang levetid, opløses i 1937, da formanden flyttede fra byen.
1938: Klubhuset brænder og dermed desværre også ”V.I.F.’s” ældste arkivmaterialer.  
1939: ”Velo” i VIF  med en af historiens største,  Einer Schou, som formand. Atletik klubben går egne veje. 
1940: 2. verdenskrig havde kun varet i få måneder før det kunne mærkes på idrætslivet.
1942: Vordingborghallen er under opførelse. 
1945: Forslag om adskillelse af tennis- og fodboldafdelingerne.
1946: Den 25. september afholdtes generalforsamling på ”Borggården”, hvor man godkender VIF’s nye love.
VIF’s fodboldafdeling blev herefter en fuld selvstændig forening.
1947: Ansættes klubbens første professionelle træner, nemlig Würden fra Korsør. 
1948: Der tilmeldes et ynglingehold, et 1. junior, et 3. junior og to 4. junior, det første rigtige tegn på, at ungdommen i Vordingborg var begyndt at interessere sig mere for fodbold.
Det var specielt Lars V. Olsen, der havde taget godt fat i ungdomsarbejdet. Og senere kom nok en markant ”Viffer” til i ungdomsafdelingen, nemlig Vagn ”Uster” Petersen.
1951: Vordingborghallen indvies og danner fremover  ramme om den nye sport: Indendørsfodbold. .
1954: 50 års Jubilæum.
Jubilæumsfesten afholdtes på Borggården i november med middag og bal for aktive spillere. De to æresmedlemmer, Hans Albrechtsen og Einer Schou fik overrakt Æresemblem ved festen. .
Ved festen blev Aksel Frandsen og Kaj Larsen udnævnt til æresmedlemmer.   
Bestyrelsen bestod af: Formand Kaj Larsen, Erik Hansen, Knud Rasmussen, Preben Rasmussen, Hans Aage Petersen, O. Koch og Carlo Petersen.
1956:  VIF modtaget skrivelse fra byrådet om at en stor erhvervsvirksomhed ønskede at bygge på området, hvor stadion lå.
1957: Pladsen ved gasværket blev klubbens midlertidige tilholdssted. De fleste af os lidt op i årene husker vores lille røde hus beliggende tæt ved vandet .
1960: 1. holdet rykker op i Sjællandsserien for første gang i historien efter at ha’ vundet Serie 1. Holdet var herefter klar til finalen om SM mod Holbæk og Sjællandsmesterskabet blev hjemført via en 1-0 sejr.
1962: Stadion indvies den 5. juli med en kamp mod Vejle fra 1. division, Vejle vandt 4-0. 1000 tilskuere overværede den officielle åbning af vores nye stadion.
1964: Fylder klubben 60 år. Alle ungdomsafdelingens 1. hold er at finde i Sjællands bedste rækker.
Jubilæet fejres med fest i Vordingborghallen med 114 gæster.
Lars V. Olsen modtaget SBU’s æresnål for sit store arbejde i foreningens ungdomsafdeling. 
1965: Flyttes ind i det nye klubhus ved Stadion.  
1967: Vores talenthold bliver nr. 3 ved den afsluttende turnering i Ålborg. Semifinalen tabes 0-7 til AaB. Dagen efter sikres 3. pladsen via en sejr på 5-3 over Randers Freja - alle mål scoret af, ja, Erik ”Spyd” Carlsen.
Morten Olsen får sit store gennembrud i denne turnering og udnævntes til stævnets bedste spiller.
1970: 1. holdet rykker ud af Sjællandsserien og for første gang i mange år findes klubbens 1. hold i Serie 1.
1972: Damefodbold forsøges sat i værk, og det besluttedes at tilmelde et pigehold – op til 14 år , 1 ynglingehold – op til 17 år og 1 seniorhold fra 17 år. 
Morten Olsen skriver kontrakt med Cercle Brügge i sommeren 1972, og bliver klubbens 2. professionelle spiller. Klubbens 1. prof. spiller var Frits Andersen som i 30’erne spillede i Brasilien.
1973: Reklamer på trøjerne for 1. gang - vi spiller i hvide trøjer med striber på overarmen – sponsoreret af Banken for Vordingborg og Omegn.
1974: 1. holdet sikrer sig igen oprykning til Sjællandsserien.
1975: Ny tilskuerrekord på stadion, 2.031 tilskuere så pokalkampen i 3. runde under DBU mod Næstved fra 1. division
Næstved vandt kampen med 8-2 og der var ikke mindre end 6.000 kr. til hver klub i overskud !!!
Damefodboldens store gennembrud i VIF. Holdet vinder deres række suverænt og bliver Sjællandsmestre ved at slå Femina med 2-1 i finalen.
1977: For første gang i foreningens historie fik VIF titlen som ”Kioskforpagter” i Klubhuset.
1978: 1. holdet sikrer sig for første gang i klubbens historie oprykning til Danmarksserien ved i kvalifikationskampe at slå Standard samlet med 3-2.
1979: 75. års jubilæumssæson
Jubilæumsårets store begivenhed var jubilæumskampen mellem et forstærket VIF-hold og et hold bestående af professionelle danske fodboldspillere i udlandet. Morten Olsen må tilskrives hele æren for dette arrangement, han formåede at samle næsten hele det danske landshold til kampen.
Resultatet af opvisningskampen blev 12 – 6 til de professionelle. Ny tilskuerrekord: 2.530 betalende tilskuere.
Selve jubilæumsdagen markeret ved reception i Klubhuset og om aftenen med en jubilæumsfest i Vordingborghallen. 
Der uddeles et specielt hæderstegn til Vagn Pedersen (Uster) og John Devantier for deres enorme arbejdsindsats igennem mange år.
Bestyrelsen bestod af: Hans Chr. Mortensen, formand, Klaus Farnov, Vagn ”Uster” Pedersen, Brian Devantier, John Devantier, Einar Hansen, Knud Erik Pyndt, Peder Ploug og Anders Ørregaard.
En anden af årets store begivenheder var VIF Cup. En ungdomsturnering med deltagelse af alle ungdomshold – drenge som piger. Turneringen blev afviklet over 6 dage med finaler på sidste dagen og medaljer og pokaloverrækkelser af borgmesteren.
En støtteforening, ”VIF's Venner" til gavn for ungdomsafdelingen stiftes af gode gamle ”Viffere”..
1980: Vordingborg Kommune bevilgede og opsatte et nyt lysanlæg på grusbanen.
1981: Vordingborg Kommune bevilgede en udvidelse med 2 omklædningsrum i tilknytning til det bestående klubhus.. 
1982: Det store sportslige lyspunkt var i dameafdelingen, som vandt Sjællandsserien og dermed blev Sjællandsmestre.
1984:  Et af de største år i foreningen -  sportsligt og økonomisk !!!.
VIF blev vinder af  Danmarksseriens kreds 3 ved i næstsidste turneringskamp at besejre OB på hjemmebane med 3 – 1
Holdet var i 3. division til meget stor glæde for alle fodbold interesserede i Sydsjælland. 
Et overskud på over kr. 100.000 – et flot resultat, som mangt en klubkasserer var misundelig på !! 
Ungdomsafdelingen starter den store årlige indendørs fodboldturnering ”Viffer-Cup” op.
Morten Olsen udnævnes til æresmedlem af Vordingborg Idrætsforening.
1985: I turneringen sikrede herreholdet sig forbliven i divisionen med en 10. plads. Kampene overværes  af 21.519 tilskuere heraf 12.245 på hjemmebane. Højeste tal i 3. division !!!.
1986: Efter 2 sæsoner i 3. division rykker 1. holdet ned i Danmarksserien. John Devantier udnævnes til æresmedlem.
1987: 1. holdet fortsætter nedturen og rykker direkte ned i Sjællandsserien.
1988: 1. holdet formåede at spille sig tilbage i Danmarksserien.
1989: Året fund blev Steven Lustü. Steven bliver senere landsholdsspiller og klubbens 3. professionelle spiller – i Lyn i Norge.
Alex Olsens fond oprettes til gavn for det fremtidige arbejde i foreningens ungdomsafdeling.
1990: Vores vaskeri etableres.
1993: Klubbens 2 bedste dame hold er begge placeret i Serie 1, 1. holdet rykker op, 2. holdet rykker ned.
1994: 90 års jubilæet fejres med gratis entre  til en 1. holdskamp.
1995: Else - Marie Sørensen fik overrakt prisen som årets idrætsleder i Vordingborg kommune.
Finn ”Borgen” Jensen udnævnes til æresmedlem.
1996: Fodboldlegepladsen indvies, efter flot arbejde igennem længere tid af en kreds af meget flittige "Viffere". 
1997: Peder Ploug udnævnes til æresmedlem.
1998:  1. holdet rykker ud af Serie 1 og for første gang er vores bedste herrehold at finde i Serie 2.
1999: Anders Ørregaard udnævnes til æresmedlem.
2000: 1. holdet sikrer sig oprykning til Serie 1 og kroner en stor sæson ved at vinde Sjællandsmesterskabet, ved at slå  Ølstykke med 2-0 efter omkamp. Også klubbens dame hold sikrer sig oprykning til Sjællandsserien.
Harry Andersen udnævnes til æresmedlem.
2001:1. holdet sikrede sig oprykning til Sjællandsserien – 2. oprykning på 2 år.
Klubben arrangerede SM for 32 lilleputhold med ca. 330 deltager i den sidste weekend af oktober.
2002: Peder Ploug stoppede efter 26 års arbejde som kasserer og tildeltes SBU-nålen som erkendtlighed, af det kæmpe arbejde han havde udført for VIF.
For 1. gang i historien vinder klubben et Landsmesterskab i indendørs, da miniputpiger årgang 91 vandt i suveræn stil.
2003: Efter 24 travle år til gavn for VIF opløses ”VIF’s venner”. 1. holdet rykker igen ned i Serie 2.
2004: Vores herreseniorer bliver sølvvindere ved årets DM i indendørsfodbold. Lilleput  piger fik Bronze ved Danmarksmesterskabet i indendørsfodbold i Jyllinge.
100 års Jubilæum:
I anledning af jubilæet fremstilles en Jubilæumstrøje med klubbens nye logo påtrykt.
Der afholdtes en jubilæumsturnering for ungdommen. En stor succes.
4. august: Reception med besøg af masser af nuværende og gamle ”Viffere”, sponsorer, repræsentanter fra kommunen m.m. En rigtig herlig dag, hvor vejret viste sig fra sin bedste side.
5. august: Jubilæumskamp på det ny renoverede stadion, hvor Morten Olsens Drømmekamp blev spillet mellem Morten Olsens Dreamteam mod Vordingborg All Stars:
Tilskuerrekorden blev nok engang slået, idet over 3500 tilskuere overværede kampen, som blev vundet af VIF All Stars med 6 – 5. Uden Morten  var denne kamp aldrig blevet til noget, en kæmpe tak skal lyde fra os alle.
7. august: Afholdtes stor Jubilæumsfest i Vordingborghallen med over 300 gæster. Ved festen blev John Devantier hædret med SBU-nålen i erkendelse for Miks lange og trofaste tjeneste i klubben. 
1. holdet sikrer sig en hurtig oprykning til Serie 1.
Dameholdet opnåede i sæsonen både at rykke op og ned. Holdet sikrede sig før sommerferien oprykning til Sjællandsserien, men måtte ved efterårets slutningen gå den tunge gang ned i Serie 1. 

I Jubilæumsåret ses fantastisk liv i Ungdomsafdelingen, det er mange år siden vi har haft en så stor ungdomsafdeling.
Til udviklingen af det store ungdomsarbejde, har klubben nu allieret sig med konsulenten Eigil Rasmussen, Nakskov.
I alt er vi 575 ”viffere”, f.eks. var vi i 1990 lige nøjagtig 500 medlemmer, så måske når vi i år 2005 drømmegrænsen på 600 ”Viffere”.
Bestyrelsen i jubilæumsåret bestod af: formand Morten Andersen, Line Farnov, Else – Marie Sørensen, Karsten Bendtsen, Flemming Christensen, Claus Petersen, Jan Rasmussen (nu Herguth-Overgaard) og Anders Ørregaard.

Vordingborg Bank


HD Glas